Email

thomas@bluenordix.com

Telefon

+45 70 60 10 10

Logo

Tør du tage risikoen for succes?

Tør du tage risikoen for succes?

Posted by BlueNordix

For at opnå succes som telefonsælger må du give dig selv fuldt og helt. Ikke fysisk, som at løbe til du kaster op, men derimod personligt: Du er nødsaget til at give en bid af dig selv og turde stille dig helt derud, hvor du er sårbar. Bare det at stille et andet menneske et spørgsmål, som kan ende med en afvisning, er skræmmende for de fleste. For at gøre det med indlevelse og entusiasme 65 gange om dagen kræves der en stærk personlighed og en sælger, der hviler i sig.

At bede om en afvisning ved at ”spørge efter ordren” er ikke altid nok for at få succes som telefonsælger. Vi mennesker responderer væsentlig mere på nonverbal kommunikation (kropssprog, stemme og toneleje) end på det talte ord. Derfor er det ikke nok blot at stille spørgsmålet ”Skal jeg også sende sådan en til dig?”; det skal gøres med overbevisning og indlevelse i stemme og toneleje, da det betyder langt mere end de ord, det siges med. Mere om det i en senere artikel.

Det er de sidste 5 % personlighed, overbevisning og nærvær, der flytter salget. Det er også den virkelige svære del, hvor du skal investere en del personlighed i salget for at få succes. Det vil sige, at du nu investerer en del af din personlighed med risiko for at blive afvist 90-95 % af de gange, du taler med en kunde. Som Kierkegaard sagde: ”At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”.

”Almindelige” mennesker møder på arbejdet og leverer et stykke arbejde. Telefonsælgeren skal levere en masse opkald med kompetent og spændende indhold, men intet af det virker rigtigt, hvis mennesket bag det ikke er til stede og tør give en del af sig selv. Det at levere en del af sig selv kan sammenlignes med at gå over til den kønne kvinde i baren og spørge om I ikke skal finde ud af noget – bare 65 gange om dagen! Hvis du gør det halvt, får du 100 % afslag. Leverer du alt, du har i dig, får du succes … 5-10 % af gangene.

Så husk, når du møder telefonsælgeren, at det også er et menneske, der yder sit bedste hver dag for at give dig muligheden for at blive beriget med et nyt produkt eller spare penge på noget, du har i forvejen.

Hvorfor gør vi det så? Fordi det at vinde over sig selv, at give en del af sig selv og lykkes med det er den mest fantastiske følelse. At være telefonsælger er som at køre rutsjebane. Ofte afgør starten og indstemplingen på din dag hvordan resten af dagen bliver, så husk stempelkortet når du går på arbejde